Inspiration for børn

Årets bedste billedbøger og børnebøger

Ziska har fundet de allerbedste fra 2024 frem.

Af Marianne Sivertsen

""

I 2024 kom der så mange gode bøger at der er ikke plads til at skrive om dem alle! Så jeg har lavet et lille udpluk, og resten må du nøjes med at se som liste. Men hvilken liste! Og husk nu, at billedbøger kan læses af alle aldre.

Addis Afro

Hvorfor tage en hue på når man har en afro? Det tænker Addis og løber ud for at lege i sneen. Men udenfor møder han flere dyr som f-r-r-r-ryser og når de ser Addis afro, hopper de ind i den for at holde varmen, og den er dejlig blød også. Addis Afro af Jali Madi Susso er en sjov og hjertevarm fortælling om at have en afro - og om at sætte grænser for, hvor meget andre må røre eller være i den. Heldigvis finder Addis og dyrene en god løsning på, hvordan de skal holde varmen.

Kolde klove

Hvis du har læst mine tidligere anbefalinger, så kan du måske huske at jeg var vild med Ragnar Aalbus ”Hak og ve” om en spættes krise, da han ikke kan hakke mere og skal finde sig et nyt job. ”Kolde klove” er lige så genial, med skønne tegninger, som ikke mindst fanger stemning og humør for alle figurer. Det lille rensdyr fryser og vil til sol og varme.  Han kan bare ikke flyve, men hvis Rudof kan, kan han vel også? Sjovest er hans onkel, som hele tiden kommer med meget stædige meninger om hvad der findes og ikke findes. Et godt grin for alle aldre.

Jeg fortæller en krig 

Måske føler man som voksen, at man vil skåne børn for nyheder og historier om krig, men Kim Fupz Aakeson & Anna Margrethe Kjærgaard har lavet en forrygende bog, som er fantastisk. Forælderen vil fortælle en dejlig godnathistorie, men barnet vil høre en ”en grusom historie, der skal være soldater, geværer, hunde med skarpe tænder, ild, røg, aske, sådan en historie, en historie om krig.”  Forælderen begynder på en historie - men så tager barnet over og afvæbner soldaterne, og i stedet for krig og ødelæggelse ender det med fest og glade hunde. Det er en fin og klog bog med fantastiske tegninger, og jeg tænker at hvis man har et barn som ikke kan slippe tanken om krig, og er bange, så kan denne bog vise en vej ud af de tanker. For resten, ikke kun børn. Hvis vi voksne også er bange, så skal vi også læse denne bog.

NEJhjørningen

Enhjørninger er sød og gode, og spiser candyfloss. Troede du virkelig på den? Så har du aldrig mødt Nejhjørning. Han ser sød ud, men siger nej til alt og er herregod til at rulle med øjnene. Så han forlader de andre enhjørninger som er søde og siger ja til at lave søde og sjove ting. På sin vej møder han en vaskebjørn som kun siger Hva? fordi han kan (eller vil) ikke høre alt, og en hund der siger Nåh? De slår følge med ham, og til sidst møder de en KongeJOdatter, som siger JO. Lyder det indviklet? Godt, for det er det, og også meget sjovt.

En livsfarlig lørdag

Basse er Teas bamse, og han kan ikke svømme. Men da han altid vil være sammen med Tea, følger han selvfølgelig med når Tea vil i svømmehal. Det er en lille perle til fortælling om at ville være sammen med sin ven, selv om man ikke tør det samme. 

Lytte og de skøre ører               

Lytte er meget god til at lytte. Og det gør hun dagen lang, for alle vil tale til Lytte, om det der går dem på eller hvis de har haft en dårlig dag. Lytte bliver træt af at høre på alt det menneskerne klager over og bekymrer sig om, og det gør at hendes ører vokser SÅ MEGET at Lytte ikke tør tage sin hue af. Men så finder Lytte på noget nyt som kan ændre tankerne.  Denne bog er så finurlig og poetisk, og den fortæller os, at man skal møde, lytte og tale MED dem man møder.

Hvornår vågner min bænkebider?

En fin lille historie om, når man ikke findes mere. Sigurds bænkebider er her ikke mere, og Sigurd vil vide hvor han så helt præcis er henne. Det prøver hans storesøster at fortælle ham. En fin lille bog, som kan læses sammen når de store spørgsmål om liv og død banker på.

God læselyst!