9. klasse - Den Kolde Krig på Stevns

Illustration - Den Kolde Krig på Stevns

9. klasse - Den Kolde Krig på Stevns

I allerførste frontlinje, sprængt ind i Stevns Klint, ligger Stevnsfortet.

En vigtig brik i Danmarks og NATOs forsvar. Og en del af Stevns og mange stevnsboeres historie. Den historie skal de unge mennesker opleve i fortets lange gange og de skal mærke den på egen krop, når de skal løse koldkrigsgåder i museets bunker. Forløbet ligger inden for faget historie.

Historielærerne fra udviklingsgruppen og Koldkrigsmuseum Stevnsfort ønsker, at eleverne får en oplevelse og en fornemmelse af Stevnsfortets historie – at de mærker fugten, temperaturen og stemningen i undergrunden. Alle elever på Stevns skal have kendskab til Stevnsfortets betydning under Den Kolde Krig.  

Forløbet på Koldkrigsmuseum Stevnsfort tager udgangspunkt i lokalhistorien og er fyldt med faglighed og fysiske aktiviteter, der forhåbentlig kan gøre historieundervisningen mere aktiv og levende. Der ligger en national historie, lige her hvor eleverne bor, som skal holdes i live. Den historie vil udviklingsgruppen gerne have, at alle børn på Stevns skal opleve. Udviklingsgruppen har løbende fokus på at skabe et kildekatalog til brug for eleverne i forbindelse med eksamen.  

Forløbet DEN KOLDE KRIG PÅ STEVNS udbydes som et obligatorisk forløb til alle 9. klasser i Stevns Kommunes folkeskoler og som et tilbud til alle 9. klasser på friskoler i kommunen. Forløbet og transporten er, som en del af Den Kulturelle Rygsæk, gratis for folkeskolerne. Friskoler skal selv organisere og betale transport. 

 

God fornøjelse fra udviklingsgruppen!

Stina Birk Nielsen (Store Heddinge Skole), Mette Hjorth Larsen (Hotherskolen), Lars Emil Danielsen (Strøbyskolen) og Koldkrigsmuseum Stevnsfort.

Hent manualen til forløbet nedenfor.