Tavle, tanker og talenter

Der var engang en dronning ved navn Charlotte Amalie, og hun fik en ganske særlig interesse, efter at hun havde set, hvordan hendes dronningeveninder samlede på forskellige ting. En samlede på frimærker, en på mønter og en endda på parykker, og så fik Charlotte Amalie trang til også at samle på noget, men det skulle være større og finere, end det de andre kunne samle, hvorfor hun endelig besluttede sig for at ville samle på godser og slotte. De kunne ganske vist ikke være i et album eller hænges op på væggen, men til gengæld var de spredt over hele landet, og det gjorde hende berømt. Om hun også samlede på børn er svært at sige, men det er ganske vist, at hun fik mindst syv af slagsen, og hun delte ud af sin samling af godser til børnene. Nu var det op til dem at finde på, hvad de ville samle på, og de små kloge børn fandt snart deres interessesfære, idet deres samlermani blev skoler. Prins Carl byggede en prinseskole i Store Torøje og søsteren Sophie Hedvig gik naturligvis i gang med at bygge sine prinsesseskoler, men tronfølgeren prins Frederik, der på det tidspunkt var blevet til kong Frederik IV ville overgå sine søskende i skolebyggeriet. Han byggede ikke blot den flotteste, men de flotteste skolebygninger, som var en konge værdig, og som vi stadig har overalt i landet. Det blev til 240 af de kongelige skoler eller populært kaldet Rytterskoler, og i Lille Heddinge ligger den bedst bevarede af dem. Rytterskolerne skulle sikre, at børnene i de 12 rytterdistrikter fik den læring og åndelige næring, som skulle transformere dem fra små rytterbørn til store læseheste. De fine skoler blev berømte og også lidt berygtede i lokalsamfundene, fordi de faktisk overstrålede alle de andre bygninger i byen, men indenfor var der glæde over, at man kunne undervise under trygge og gode forhold, og børnene blev snart indviet i en verden, som ingen går uberørt fra.

Ryttere, læseheste og skoleridt

På Rytterskolen i Lille Heddinge har vi genoptaget lidt af den gamle praksis, idet vi holder foredrag, har studiekredse og rundvisninger med fokus på, hvordan interessen for læsning, skrivning og andre fag startede, for det var jo netop på sådan en lille skole med blik for dannelsestanken, at det hele begyndte. Det er slet ikke i den lille skala, at man kan måle, hvad læsning, læring og tænkning betyder for det enkelte menneske dengang som i dag, idet det der er noget stort på spil. Rytterskolen i Lille Heddinge er bygget i 1721 og betragtes som den bedste bevarede i hele landet, og den var en del af et større projekt, hvor kong Frederik IV bestemte sig for at gøre alle børn i hvert eneste sogn eller rytterdistrikt lidt klogere og bedre skolet for livet. Det var starten på den undervisningspligt eller skoleret, som vi bygger videre på den dag i dag, og det er en enestående ordning, som hverken var eller er en selvfølge i alle lande.

Digteren Martin A. Hansen, som også er fra Stevns, har skrevet en gribende historie med titlen ”Bogen” om en lille dreng Mattis. Drengen har én interesse i livet, som han vil leve, og, noget tyder på, også dø for, hvilket er læsning. Desværre måtte han tilbringe megen tid hjemme i sengen, fordi han altid var syg, men en dag får han lov til at stå op og gå et ærinde for sin mor. På vejen låner han en verdenshistorie af en flink mand, som er bogorm, som han selv, og fra det øjeblik, at han får bogen under armen, kan han ikke tænke på andet. Det kan han heller ikke, da han sætter sig ned i solen for at læse den, men i mellemtiden bliver der skygge, det bliver koldt og aften, og alle bliver urolige for Mattis. Han sanser ikke andet end den spændende historie om verden, og hjem kommer han, men det bliver lige i seng og med høj feber, dog er han ganske lykkelig, for i drømmen er han Columbus, og han nåede sit mål: at læse.

Der har formentlig været mange små ryttere, der har haft det som Mattis, da de lærte læsningens kunst, og det store fremskridt, som Rytterskolerne gjorde på dannelsens vej, fortjener at blive mindet, fortalt og udbredt, hvilket sker i det små på den gamle skole i Lille Heddinge.

Læsning, læring og næring

Med de små rytterskoler opstår en spire til dannelse, og selvom det har været hårdt for børnene under de gamle skoleforhold, så var det ikke nødvendigvis hårdere end at være hjemme, hvor de virkelig blev sat på hårde opgaver. Den åndelige næring kan have givet en mæthedsfølelse, som alle små og store ånder hungrer efter. Historie, historier og bibelhistorie har givetvis givet børnene helt nye perspektiver og vinkler på livet, og så kan man klare en del trange kår og barske vilkår ved siden af. Læsning lukker op for eksistentielle pointer, åbner nye mentale porte og udvider ens åndelige horisont. Det var den læsning, der tog sin begyndelse på Rytterskolerne for de små rytterbørn, der snildt kunne udvikle sig til store læseheste. Der findes mange former for læsning, for der er højtlæsning, lektielæsning, eksamenslæsning, frilæsning og pligtlæsning, men enslydende for dem alle er, at man lader sig fylde af et univers, der snart kan fylde en op med nye tanker, hvorfor man tanker op og typisk får fornyet energi. Man kan vinde prinsessen og det halve kongerige, men bedre er det at finde den hele kongstanke, mens man læser om prinsessen på ærten. Den ædle dannelsestanke levner ikke plads til princip- eller paragrafryttere, men man behøver ikke at ride samme dag, som man sadler, og man må gerne holde på sine kæpheste af og til, mens man i øvrigt rider med på en bestemt bølge, hvor det muligvis kan føre til, at man også en dag må ride stormen af. Der skulle dog helst ikke opstå mareridt på Rytterskolen, men gerne en del skoleridt, der faktisk kan oversættes med hjernegymnastik. Desuden er der god plads til et stort bibliotek, bibliofili og bibliomaner, og når man sammen eller alene åbner bøgerne, så overvældes man snart af visdom, lærdom og rigdom i åndelig forstand, hvilket samtidig eliminerer fordom, trældom og trolddom. Enhver skole, bibliotek og studerekammer er et læringens verdensrum, hvor man kan følge en mælkevej, for igen at finde en ny intellektuel galakse for forhåbentlig til slut at lande blødt i lænestolens omfangsrige tankemylder. Man kan gå i dialog, diskutere og debattere de store spørgsmål af filosofisk eller digterisk karakter, og det hele handler ikke om at vinde diskussionen, men om at finde sandheden. Det er undren, beundring og forundring, der leder vores tankevirksomhed ud i en aktiv virksomhed, og alle kan være virksomme i den aktivitet. Ingen er klogere, mere vidende eller besidder større visdom end andre, for dannelsesprojektet er en uafsluttet proces, og hver dag dannes en ny spire til en ny tanke, der kan danne skole for små og store.

Cand. mag. i idéhistorie, forfatter og husfilosof Lise Søelund